Kun hos en advokat kan du være sikker på en uafhængig rådgivning.

Der er en masse spørgsmål, der melder sig, når drømme-boligen er fundet. Det gælder derfor om at få de rigtige råd, såvel juridisk, økonomisk som praktisk, inden familiens største økonomiske beslutning træffes.

De fleste boligkøbere går til en advokat, men flere andre tilbyder rådgivning. Banker, realkreditinstitutioner, købermæglere, bygningssagkyndige og forsikringsselskaber rådgiver også i forbindelse med boligkøb. Som køber skal du imidlertid være meget opmærksom på, at langt de fleste af disse rådgivere i virkeligheden er sælgere, som altid vil forsøge at sælge deres egne produkter. 

En advokat er en uafhængig rådgiver, som varetager dine interesser. Advokaten må ikke modtage provision fra realkreditinstitutter, banker og forsikringsselskaber o.l. Du kan derfor stole på, at advokatens rådgivning er uafhængig. Advokaten vil altid tage udgangspunkt i din konkrete situation og varetage dine specifikke interesser bedst muligt.

Når du henvender dig til en advokat, kan du også være sikker på, at du får en fast pris på advokatens honorar, inden du går i gang med din bolighandel.

Advokaten gennemgår efter nærmere aftale med dig alle de mange dokumenter, der indgår i en bolighandel. Advokaten tjekker bl.a. servitutter og lokalplan, bistår dig i forhandling om prisen på din nye bolig, gennemgår din købsaftale, berigtiger handlen og sørger for den digitale tinglysning.  Advokaten guider dig kort sagt trygt og sikkert gennem hele bolighandlen.

Hver anden dansker tager fejl!

Cirka halvdelen af den danske befolkning har den opfattelse, at ejendomsmægleren varetager både sælgers og købers interesser i en bolighandel, viser en analyse fra Dansk Ejendomsmæglerforening. Men en ejendomsmægler er ”sælgers mand” og må ifølge loven ikke rådgive køber og sælger i samme handel. Ejendomsmægleren får jo også sit honorar for at varetage sælgers interesser bedst muligt.